”Ufatteligt, at vi alle overlevede”

Datoen 28. februar 2005 vil deltidsbrandmand René Rasmussen aldrig glemme. Læs hans beretning om den brand, der var meget tæt på at koste ham og hans kolleger livet.

Af Ulf Førsteliin

Klokken er 02.06 om natten, da alarmen river René Rasmussen ud af sin søvn. Meldingen fra alarmcentralen lyder på ild i bygning tæt på beboelse i den lille by Sandby på Vestlolland.
Han haster til stationen, trækker i branddragt og -støvler og er kort efter sammen med resten af brandholdet på vej mod adressen Tårsvej 63 med fuld udrykning. Undervejs får de melding om, at der opbevares fyrværkeri i den brændende bygning.

Så meget vand som muligt

Kl. 02.16 ankommer brandfolkene til brandstedet. René Rasmussen er holdleder og han giver sine 12 mænd besked på at angribe branden fra flere vinkler med i alt seks slanger.

”Vi skulle bare have så meget vand på som muligt, så vi kunne køle fyrværkeriet ned”, forklarer han.

Brandfolkene får besked på, at de skal holde sig mindst tre meter væk fra bygningen. At de under ingen omstændigheder må gå ind i selve bygningen.

Situationen er tilsyneladende under kontrol.

Slynget gennem luften af trykbølgen

Kl. 02.29 sker det. Et ukendt lager af krysantemumbomber, som indehaveren intet har oplyst om, går i luften.  

René Rasmussen befinder sig på gårdspladsen sammen med tre andre Falck-folk, da et voldsomt lysglimt står ud fra rummet og få sekunder efter følges af en kæmpemæssig eksplosion. Trykbølgen slynger dem gennem luften. René Rasmussen lander 5-6 meter væk, inden det begynder at regne ned med murbrokker, bjælker og løsøre. En brandmand bliver ramt i brystkassen, en anden forstuver begge håndled og får skader i ansigtet, og en tredje bliver lettere såret.

”Min første tanke var: Er der nogen, der er kommet noget til. Det var meget voldsomt, og jeg frygtede, at det var gået rigtig galt”, fortæller René Rasmussen.

En opgave, der skulle løses

Umiddelbart efter eksplosionen samles brandfolkene ved brandsprøjten. René Rasmussen holder mandtal.

”Efter den første optælling manglede der to mand. Men heldigvis dukkede de hurtigt op. Det var nogle lange sekunder. Alle var chokerede. Vi så hinanden lige i øjnene og gav et kram. Så gik vi ind igen for at kæmpe videre mod flammerne. Vi havde en opgave, der skulle løses – der er masser af beboelse i nærheden, så vi kunne ikke bare lade det brænde og risikere en ny eksplosion”, siger han.

Brandfolkene arbejder videre i mange timer, inden ilden er slukket.

Filmen kørte i et par dage

I dagene efter den voldsomme oplevelse er René Rasmussen og de øvrige brandfolk meget påvirkede af branden.

”Filmen kørte konstant. Men vi var samlet flere gange for at tale forløbet igennem, og det var med til, at tingene faldt på plads. Men mange af os var meget påvirkede – og det er klart: I bund og grund er det jo ufatteligt, at vi alle lever”, siger han.

Glemt bliver branden i Sandby dog aldrig.

”Den ligger et sted omme i baghovedet. Jeg har aldrig været så tæt på døden, som den nat – og det er ikke noget, man bare lige ryster af sig”.