Svampesamlerens tre hovedregler

På Skovriddergården i Dyrehaven viser han et billede af den livsfarlige fluesvamp. Trussel nummer ét.

”Fluesvampen kan have mange farver, men vi kender den på de kridhvide lameller. Så budskabet er enkelt: Hold jer fra svampe, hvor lamellerne er hvide”.

Lamellerne er de ribber på undersiden af hatten, som forbinder den med stokken, når svampen har foldet sig ud. På champignon og de fleste andre svampe er lamellerne brune.

Der findes andre svampe med hvide lameller, nogle endda spiselige, men for at undgå fatale forgiftninger – undgå svampe med hvide lameller.

Nybegynderen i svampeland er tryg og sikker, hvis han går efter tre almindelige, let genkendelige og lækre, vilde svampe. Jes Aagaard lover gode oplevelser ved komfur og spisebord med kantareller, store trompetsvampe og rørhatte.

Kantarel
”Kantarellen kender de fleste. Den har en dejlig gul farve, og dens lameller  forgrener sig. Kantarellen vokser i nåleskov langs sti og vej og kan vælte op i store mængder hele sommeren og i det tidligt efterår”, forklarer Jes Aagaard.

Stor trompetsvamp
”Den er helt sort og har, når man ser på den oppefra, et hul i hatten, som får den til at ligne en trompet i formen. Den meget aromatiske svamp vokser på gamle døde bøgestubbe, som man finder i ungt, tæt bøgekrat. Svampen kan tørres og bruges til alt. Jeg lægger den for eksempel på pizza”, siger Jes Aagaard.

Rørhat
”Den har ingen lameller under hatten, men i stedet noget svampet væv med huller eller rør, deraf navnet”.

Blandt rørhattene fremhæver naturvejlederen den brunstokkede rørhat og den i kulinariske kredse velkendte Karl Johan.

”Disse to rørhatte ligner hinanden i udseende og er rigtig gode spisesvampe. En enkelt rørhat, nemlig galderørhatten, smager til gengæld dårligt. Den er ikke giftig, men brænder på tungen og ligner til forveksling Karl Johan. Så smag på en lille bid af svampene, det er ikke farligt. Faktisk er kun fluesvamp farlig at smage på, og bare en enkelt galderørhat ødelægger hele retten”.

Der findes få rørhatte, som er svagt giftige. De kan kendes på, at de har røde mundinger på rørene under hatten. Lad dem stå, råder han.

Jes Aagaard forklarer, at mange maveforgiftninger slet ikke er svampenes skyld, selv om den forpinte svampespiser ofte anklager svampen.

I de fleste tilfælde opstår mavepinen, når uerfarne samlere gennem mange timer opbevarer uskyldige svampe i plasticposer i varme biler, så jordbakterierne rigtig får lejlighed til at formere sig i de fugtige svampe.

”Brug en gammel urtekniv til at skære dem af med og en kurv til at samle i. Svampe behøver tør luft omkring sig. Skær desuden den mest jordbelagte del af stokken fra, allerede når du plukker svampen. Og brug ikke vand, men en børste til at fjerne det sidste jord derhjemme, inden svampene ryger på den varme pande”.