Familie og bolig
Denne artikel var med i nummer 10/2008
Oversvømmelser:
Risikokort vil presse husejere
.......
Områder med høj risiko for oversvømmelser skal identificeres og offentliggøres på kort. Kortene kan få huspriser til at falde og forsikringspræmier til at stige i de mest udsatte områder.
Af Thomas Bjerg
Attraktiv villa ned til fjorden og med lille bæk i baghaven. Fuld kælder.
Snart
kan den slags huse blive endnu sværere at sælge. Inden 2013 skal EU-lande offentliggøre kort, der viser,
hvor faren for oversvømmelse er høj, middelhøj eller lav.
Kortene kan
få huspriser til at falde og forsikringspræmier til at stige i de mest udsatte områder.
- Rettelse 11.02.2009
-
Ved en fejl citerede vi ikke konsulent Heidi Hylleborg fra brancheorganisationen Forsikring og Pension korrekt i denne artikel om oversvømmelseskort. Vi har pr. 11. februar 2009 rettet fejlen, så citatet nu fremstår korrekt. Vi beklager.
"Kortene kan blive et instrument for forsikringsselskaberne til at fastsætte præmien, og præmierne kan derved blive mere individualiserede. Kortene kan nemlig vise hvilke områder der kan være udsat for større risiko for oversvømmelselser end andre områder." siger konsulent Heidi Hylleborg fra brancheorganisationen Forsikring og Pension.
Lemvig-huse i farezonen
Ejendomsmægler Jesper Andersen fra DanBolig i Lemvig tager udgangspunkt i et lavtliggende sommerhuskvarter ved Vesterhavet.
"Vi kan stadig sælge husene, selv om vi havde digebrud i 1989 og 1999. Men vi skal nok bruge mere tid på at redegøre for risikoen, hvis kvarteret kortlægges som højrisiko-område, og folk finder det på nettet. Hvis området oversvømmes jævnligt, vil det påvirke priserne", siger Jesper Andersen, der desuden skønner, at cirka 50 helårshuse i Lemvig Kommune ligger i farezonen.
- EU-lande skal forberede sig
-
- EU-landene skal inden 2013 lave kort, der udpeger områder, hvor faren for oversvømmelse er henholdsvis stor, middelstor eller ringe under ekstremt vejr.
- Kortene skal også vise, hvilke trusler oversvømmelserne indebærer for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og værdier.
- Kortene skal sandsynligvis på nettet, så alle borgere får adgang til dem.
- EU-landene skal inden 2015 ved hjælp af kortene udarbejde planer for, hvordan de vil forebygge oversvømmelserne og minimere eventuelle oversvømmelsers skadevirkning.
- EU-direktivet blev til efter voldsomme oversvømmelser i Centraleuropa i 2002. Også i 2006 oversvømmede mange floder store land- og byområder.
Måske sværere at få lån
Mægleren forudser, at realkreditinstitutterne strammer betingelserne ved at reducere belåningsprocenten eller kun yde 10- eller 20-årige lån, når folk vil låne penge til huse i højrisikozoner.
Hertil siger kommunikationskonsulent Kasper Skaaning fra Nykredit, at de ikke umiddelbart ændrer kreditpolitik, men afventer kortene.
Planer skal mindske skader
Folketinget behandler lovforslaget i slutningen af 2009. På baggrund af kortene skal Danmark udarbejde planer for, hvordan vi vil forebygge og minimere skader efter oversvømmelser. Desuden kan husejere sikre sig med dræn, grundvandspumper eller højvandslukker i afløb.
Mur holdt vandet ude
Ejendomsmægler Jesper Andersen kunne have brugt kortene, da han byggede hus i 1997 direkte til Limfjorden.
"Vi gravede jord væk for at få niveauforskelle, men vi skulle have gjort det modsatte. Siden har vi forhøjet en mur mod Limfjorden med 70 cm. Ellers havde vi haft vand i huset", siger Jesper Andersen.
Læs mere om hvordan Falck kan hjælpe dig ved vandskade:
Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.
Ring mig op Send mig en mailFalck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31
