På hjul
Denne artikel var med i nummer 9/2008
Kør selv oplevelser:
Mange rejsemål lokker danske bil-turister
Det er nemt og hurtigt at komme til Sverige, hvor allemandsret og varieret, storslået natur med store søer, bjerge og kæmpe skovområder lokker til ferieoplevelser i det fri.
Bilferien giver frihed til at køre lige derhen, du har lyst til. Her får du FalckMagasinets bedste bud på oplagte destinationer i udlandet til kør selv-ferien.
Af Jakob Schultz
Tager man på ferie i bil er alle muligheder åbne. Det er en fri ferieform, hvor man har mulighed for at nå mange spændende rejsemål i Europa inden for en overskuelig tid. Vi har samlet nogle af de mest populære steder, som ligger inden for en afstand, der er til at overkomme bag rattet i en bil og med utålmodige børn på bagsædet.
Sverige
Det er nemt og hurtigt at komme hinsidan, og den svenske natur er varieret og meget forskellig fra den danske med bjerge, store søer og kæmpe skovområder. Afslapning på en svensk ødegård, camping ved Skærgården, en tur til Stockholm eller en kanotur på en af de mange elve i det nordlige Sverige er bare nogle af de mange muligheder.
En tur forbi Småland og Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby er noget børnene sætter pris på, ligesom et besøg i den enorme dyrepark Kålmorden er en oplevelse ud over det sædvanlige.
Mulighederne er mange, og man behøver ikke køre langt for at finde ægte svensk stemning.
Ferieområder: Småland, Skåne, Stockholm, Dalarna
Afstand fra Danmark 200-1.000 km
Kroatien
Kroatien er et yndet feriemål for danskere på kør selv-ferie. Afstanden til Istrien, som er det mest populære område i Kroatien med lange kyststrækninger ud til et azurblåt Adriaterhav, er fra København kun 1.200 km, hvilket er overkommeligt for de fleste. Ydermere har Kroatiens populære kystlinie undgået meget af den overbebyggelse, som præger andre populære ferielande.
Kroatien omfatter den Dalmatiske kyst, øerne i Adriaterhavet og Slavonien (Slavonija). Mod nord grænser Kroatien op til Slovenien, mod syd til Bosnien og Hercegovina, Montenegro og Serbien, mod vest til Adriaterhavet og mod øst også til Serbien og Montenegro. Et af de mest besøgte steder, foruden Adriaterhavets kyst, er Plitvice-søerne. Derudover er der mange nationalparker i landet.
Ferieområder: Krk, Istra, Porec, Plitvicka, Istrien
Afstand fra Danmark: ca. 1.200 km.
Spanien
Det foretrukne feriemål i Spanien for kør selv-feriefolk er Costa Brava, som ligger tættest på Danmark. Området har mange attraktioner – ikke mindst kilometervis af hvid sandstrand direkte ned til Middelhavet. Barcelona ligger i området og byder på store kulturoplevelser og fantastiske forlystelser, når man har fået nok af strandlivet.
Kysten er kendt for den afslappende atmosfære, børnevenlige strande og det aktive natteliv. Der er et stort udbud af restauranter, butikker, fortovscaféer og strandbarer. Syd for Barcelona ligger Costa Dorado, som byder på samme muligheder som Costa Brava.
Helt nede sydpå ligger Costa del Sol med omdrejningspunkt i feriebyen Malaga. Vil man helt undgå charter-områderne, kan man også vælge at køre mod den spanske nordkyst ud til Atlanterhavet, hvor byer som Bilbao og San Sebastian lokker med mere fredelige omgivelser.
Ferieområder: Costa Brava, Costa Dorado, Costa del Sol, San Sebastian
Afstand fra Danmark: ca. 2.100 km.
Frankrig
En kør selv-ferie til Frankrig byder på mange valgmuligheder. Med både kyststrækning ud mod Atlanterhavet og mod Middelhavet er der uanede muligheder.
Atlanterhavskysten ved Normandiet, Bretagne og Loire ligger mellem 1.500-1.600 km fra Danmark og byder på gode campingområder, flot natur og et væld af forskellige oplevelser. Den imponerende og meget gamle klosterkirke Mont Saint-Michel, som er bygget på en klippeø, ligger på grænsen mellem Normandiet og Bretagne, og i byen Bayeux kan man se det berømte tæppe, som i ” tegneserieform” fortæller historien om slaget ved Hastings i 1066 og Vilhelm Erobrerens Englandstogt.
Der er kilometervis af sandstrande og ferieområder i det sydvestlige Frankrig. Ved Middelhavet finder man fx de eksklusive ferieområder ved Nice og Cannes på Den franske Riviera. En kør selv-ferie til Frankrig kan meget oplagt kombineres med et besøg i Euro Disney i Paris eller Parc Asterix på vej til eller fra feriestedet. I Frankrig er der også mange muligheder for at holde ferie på et nedlagt Chateau eller på en gård midt i landet.
Ferieområder: Den franske Riviera, Loire, Normandiet, Bretagne, Paris.
Afstand fra Danmark: mellem 1.500-1.900 km.
Italien
Italien har længe været et af de foretrukne rejsemål for danskere på bilferie. Det er især Gardasøen og Adriaterhavskysten, der trækker med kort afstand til Danmark, lange sandstrande og Venedig lige i nærheden.
Også den Italienske Riviera på vestkysten ved Middelhavet er et yndet feriemål og ligger inden for køreafstand fra Danmark. Norditalien byder på masser af kulturelle og kulinariske oplevelser i Toscana-området, eksempelvis byen Assisi hvor den hellige Frans levede, og ’hovedstaden’ Firenze med bla. Galeria degli Uffizi, en af verdens flotteste kunstsamlinger. Norditalien er samtidig fyldt med børnevenlige strande, lejligheder og campingpladser i enhver prisklasse.
Man kan også få store ferieoplevelser ved at køre længere syd på. Rom bør ikke forbigås, mens en anden af Italiens sydlige perler er Napolibugten med maleriske byer som Sorrento, Amalfi og øen Capri, som kan nås med båd.
Ferieområder: Adriaterhavet, Bibione, den italienske riviera, Napolibugten.Afstand fra Danmark: mellem 1.500-2.200 km.
Norge
Hvem siger, at sommerferien skal gå til sydlige himmelstrøg? Man kan også køre nordpå til Norge. Her findes noget af Europas smukkeste natur. Fjelde, elve, dale og masser af naturoplevelser. Hytter og bademuligheder – det meste er muligt i Norge. En fordel er den korte afstand fra Danmark. Man kan sejle til Oslo og flere andre byer fra flere steder i Danmark.
Storbyoplevelsen kan man få i Oslo, som minder meget om København, men vil man ud til kysten er Stavanger og Bergen også oplagte mål. I Norge kommer man sjældent til at kede sig. Landet har hundredvis af unikke attraktioner. Fra fjordene og fjeldgårdene i vestlandet, til det mere historiske og kulturelle i dalene og byerne på østlandet og de majestætiske fjelde og midnatssolen i Nord-Norge.
Solgaranti er der ikke, men vejret kan vise sig fra sin bedste side i juni, juli og august.
Ferieområder: Oslo, Kristianssand, Stavanger, Bergen, Sandefjord, Gudbrandsdalen.Afstand fra Danmark: mellem 600-1.300 km.
Holland
Det flade land med den liberale livsindstilling er et besøg værd og ligger ikke langt fra Danmark.
Amsterdam er cirka 800 kilometer væk fra København og altid et besøg værd. Med de mange kanaler, berømte museer og historiske mindesmærker, er Amsterdam en spændende by med mange kulturtilbud.
Holland er også kendt for sin tulipaner, men Holland er mere end træsko og blomster. For børnene er der en stribe ferieparker spredt rundt om i landet, ligesom der er mange campingpladser, men det er også muligt at holde ferie på en flodbåd og sejle på de mange kanaler.Ferieområder: Amsterdam, blomsterparken i Keukenhof, nationalparkerne.
Afstand fra Danmark: 700-900 km
Læs om dine mange muligheder med Falck Alarm:
Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.
Ring mig op Send mig en mailFalck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31
Relaterede artikler
- Børn i bilen - Børn på bagsædet kan gøre bilturen til fjerne rejsemål til...
- Teknologien bag forkortelserne - Bliver du også forvirret, når du bladrer igennem det nyeste katalog fra...
- Tjek cyklen inden den mørke tid - Risikoen for at komme til skade på den to-hjulede er størst i efterårs-...
- Utrygge forældre opsøger skadestuen - En overlæge gennemgår de sygdomme, der hyppigst sender småbørn...
- Guide til kør-selv-ferien - Planlægger I at tage på bilferie til sommer? I så fald er I langt...
