Ambulancer i udviklingssporet

”Da jeg begyndte som redder i 1986, var det bedste, vi kunne gøre for patienterne, at give dem noget ilt, holde dem i hånden og så ellers komme af sted til sygehuset i en vis fart”.

Sådan beskrev en af Falcks garvede reddere sin første tid i ambulancetjenesten, da jeg for nylig talte med hende om den rivende udvikling, som tjenesten har været i gennem siden årtusindeskiftet. En udvikling, som både har højnet kvaliteten af behandlingen af patienterne, mens de befinder sig i ambulancerne, og som har øget reddernes professionelle stolthed. Som den kvindelige redder beskrev det: ”I dag har vi langt flere muligheder for at hjælpe patienterne og begynde behandlingen, inden vi når frem til hospitalet. I dag gør vi virkelig en forskel”.

Jeg er helt enig. Den danske ambulancetjeneste er i dag på et niveau, som sikrer, at både syge og tilskadekomne patienter er i gode og kompetente hænder - også inden de når frem til sygehuset.
At det er lykkedes at hæve kvaliteten så åbenbart skyldes ikke mindst, at der fra politisk hold og fra amternes side har været et stærkt ønske og en markant vilje til sammen med Falck og de øvrige ambulancetjenester at drive udviklingen af tjenesten frem.

Udviklingen har i høj grad været drevet af de senere års omlægning af sygehusstrukturen, der har øget afstanden mellem sygehusene. Derfor har ambulancetjenesten forandret karakter fra groft sagt at være en transporttjeneste, der kunne smertelindre og give omsorg, til at være en afgørende aktør i selve behandlingen af patienterne. Med længere afstand mellem sygehusene er det ambulancetjenesten, der er tættest på borgerne, og derfor skal vi kunne håndtere og behandle patienterne på et højt niveau.

Amternes afløsere, regionerne, spillede i april ud med et oplæg om at halvere antallet af akutmodtagelser til omkring 25. Sigtet er at sikre patienterne den bedst mulige behandling. En struktur med omkring 25 akutmodtagelser vil samtidig betyde, at ambulancerne skal køre længere med patienterne, og det kan give utryghed hos borgerne. Men jeg er helt enig med regionernes formand, Bent Hansen (S), der har givet udtryk for, at den manglende nærhed til sygehusene kompenseres af et præhospitalt beredskab med det rigtige udstyr og det rigtige personale.

En centralisering af de akutte modtagelser forudsætter med andre ord en solid og velfungerende ambulancetjeneste. Det har vi i dag. Men vi skal naturligvis fortsætte i det udviklingsspor, vi er slået ind på. En samling af de akutte modtagelser vil give os nye udfordringer, som vi ser frem til at løse i fællesskab med de kommende regioner.