Leder
Denne artikel var med i nummer 1/2005
Flyvende ambulancer redder liv
Allan
Søgaard Larsen
Koncernchef
Falck Danmark A/S
Tiden er moden til at oprette et landsdækkende beredskab af lægebemandede helikoptere. Derfor har jeg og Falck gennem flere år kæmpet for, at Danmark i lighed med de fleste andre lande i Nordeuropa skal supplere de kørende ambulancer med "flyvende læger".
Gennem de seneste 10 år har vi i Danmark set effekten af lægebemandede ambulancer. Mange liv er reddet. I Falck har vi oplevet, at redderne er blevet dygtigere gennem samarbejdet med lægerne. Lægeambulancerne har været en succes for danskerne, og nu er tiden kommet til at lægeambulancerne bliver luftbårne..
Lægehelikopternes styrke er, at de meget hurtigt kan bringe de specialiserede læger ud til patienter, der på grund af ulykker eller alvorlig sygdom er i en kritisk tilstand. Samtidig kan de i ekstraordinære tilfælde flyve patienterne direkte til det sygehus, der bedst kan behandle deres skade eller sygdom. Det vil have en afgørende betydning i mange situationer, og det vil redde liv og førlighed.
Derfor var det en markant og glædelig begivenhed, da prinsesse Benedikte den 1. april i år erklærede Danmarks første lægehelikopter klar til indsats. Lægehelikopteren, der drives i et fællesskab mellem Deutche Rettungsflugwacht og Falck, er placeret i den tyske by Niebøll ca. 15 kilometer syd for grænsen. Herfra flyver besætningen bestående af en speciallæge, en redder og en pilot til alvorlige ulykker og livstruende sygdomme i både Nordtyskland og Sønderjyllands Amt.
Her godt et halvt år efter indsættelsen af den sønderjyske helikopter tør jeg godt slå fast, at den har været en succes. Og det er en holdning, som vi i Falck ikke er ene om. I slutningen af august udgav Sønderjyllands Amt nemlig en rapport, der konkluderer, at helikopteren har skaffet sønderjyderne betydelig større sikkerhed og tryghed.
Rapporten stiller skarpt på de to første måneder efter helikopterens indsættelse: I den periode var den i aktion 20 gange i Sønderjylland - og nok så interessant: Tre gange vurderes dens indsats som livreddende. Sagt med andre ord ville tre sønderjyder sandsynligvis have mistet livet i april-maj, hvis ikke helikopteren havde eksisteret.
Hvor mange liv, helikopteren har reddet i juni, juli, august og september er endnu ikke gjort op.
Men i Sønderjyllands Amt lyder det kvalificerede skøn, at en lægehelikopter redder liv hver syvende gang, den rykker ud.
Den ansvarlige for den sønderjyske helikopterordning, speciallæge Matthias Giebner har på den baggrund udtalt: ”Der er ingen tvivl om, at der kan reddes liv, hvis der indføres lægehelikoptere i alle landets amter”.
Med den udtalelse rører han ved et meget centralt emne. For selv om indsættelsen af den sønderjyske lægehelikopter var et vigtigt skridt på vejen, så er der endnu et stykke vej, før alle danskere er dækket af lægehelikoptere og den sikkerhed og tryghed, som de flyvende ambulancer er garanter for.
Tre til fire helikopterer vil, når de placeres strategisk rigtigt, kunne sikre, at alle danskere fra Gedser til Skagen er dækket, og at flere patienter kommer bedre ud på den anden side af en stor blodprop eller en alvorlig ulykke med livet og førligheden i behold.
I amterne er politikerne heldigvis enige om, at der bør etableres et landsdækkende beredskab af lægehelikoptere. Men da det vil koste mange penge, har amterne bedt regeringen om hjælp. Og her vil man ikke tage stilling for eller imod, før en udredning fra Sundhedsstyrelsen ligger klar omkring nytår.
Fra Falcks side er vi med vores erfaring fra ambulancetjenesten ikke i tvivl om, hvad der vil tjene danskerne bedst. Derfor skal der lyde denne opfordring til regeringen: Giv danskerne lægehelikoptere. De redder liv.
Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.
Ring mig op Send mig en mailFalck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31
Relaterede artikler
- Falck Alarm – i bekymringens tidsalder - ...
- Løb chokoladen væk på 45 minutter - ...
- Over 15 fødsler i Jørgens ambulance - Mor til to, 34 år og Falck-redder. Mette Baastrup har kørt ambulance siden...
- Ambulancer i udviklingssporet - ...
- 100 alvorlige børneulykker i hjemmet hvert døgn - Aldrig før har der været så mange kvinder i Falcks ambulanceuniformer....
