Familie og bolig

Denne artikel var med i nummer 9/2008

Tag hovedet med i haven:

Kun en tåbe frygter ikke haven

Havearbejde sender hvert år tusindvis af danskere på skadestuen. Suveræn topscorer er beskæring af grene. Dernæst kommer klipning af hæk.

Mange haveentusiaster glemmer at tænke sig om, når de svinger hækkeklipperen, grensaksen eller motorsaven. Og så kommer de til skade. I fjor måtte 7500 danskere en tur på skadestuen efter at have arbejdet i haven.

Af Ulf Førsteliin

Stik en midaldrende mand en grensaks, og send ham op for at beskære grenene i toppen af havens højeste træ. Så vil der være en ikke ubetydelig risiko for, at hans forehavende ender med en tur til nærmeste skadestue.

Det er langt fra ufarligt at gå i haven, viser en ny analyse fra Ulykkesanalysegruppen på Odense Universitetshospital. Analysen viser blandt andet, at omkring 7500 danskere alene i 2007 måtte en tur på skadestuen efter at have arbejdet i haven.

Sådan passer du på ryggen

Opvarmning

Varm op, inden du går i gang, eller start i det mindste med noget af det lettere havearbejde. Hvis du bare kaster dig ud i knaldhårdt havearbejde, risikerer du at få ondt i ryggen eller at få en anden skade.

Varm påklædning

En kold eller afkølet ryg er langt mere sårbar end en varm. Tøjet bør også dække ryggen, når du bøjer dig forover.

Undgå foroverbøjning i længere tid

Varier arbejdet og undgå langvarigt ensartet arbejde.

Løft med benene

Hold ryggen ret, når du løfter. Ved løft med krum ryg kommer der enorme belastninger på specielt den nederste del af ryggen.

Undgå vrid i ryggen ved løft

Normalt kan ryggen sagtens vrides og bevæges til yderstillinger, men hvis det sker, mens du bærer tung vægt i hænderne belastes din ryg voldsomt.

Ret ryggen

Gode og solide haveredskaber med lange skæfter hjælper til med at holde ryggen rank.

Lyt til kroppen

Træthed, ømhed eller smerter er kroppens signaler til dig om, at nu er det nok.

Langt de fleste tilskadekomne var mænd i alderen 25-59 år. At mændene tilsyneladende er de mest uheldige, kan der være mange forklaringer på, fortæller overlæge Søren Larsen fra Ulykkesanalysegruppen.

”Men jeg hælder nok mest til den forklaring, at det især er mændene, der bruger de farligere værktøjer som motorsav, hækkeklipper og den slags. Og det er netop, når de motoriserede redskaber er i brug, at ulykkerne oftest sker”, siger han.

Risiko top-6

Lægerne i Ulykkesanalysegruppen har på baggrund af de seneste fem års henvendelser på skadestuen på Odense Universitetshospital udarbejdet en top-6 over de mest hyppige årsager til haveulykkerne.

Suveræn topscorer er beskæring af grene. Dernæst kommer klipning af hæk. Tredjefarligst er græsslåning. På fjerdepladsen ligger splinter fra træer. Arbejde med motorsav eller almindelig sav er på femtepladsen, og på sjettepladsen ligger arbejde på stige.

Når det går galt, går det i 40 procent af tilfældene ud over arme og hænder. Men også ben og hoved/hals er udsatte.

Tre gode råd

Søren Larsen påpeger, at mange af ulykkerne sker, når havefolket begynder at pille ved deres motordrevne maskiner.

”Det, man absolut skal sikre sig først, er, at maskinen er helt slukket, inden man begynder at stikke fingrene ind. Ellers kan det gå hårdt ud over hænderne”, siger han.

Han råder endvidere til, at arbejdet i det grønne foregår med arbejdshandsker på. De giver god beskyttelse mod splinter og torne.

”Og det sidste råd må så være, at man skal udvise særlig agtpågivenhed, når man kombinerer flere risikofaktorer. Hvis man for eksempel skal op på en stige, skal beskære grene og arbejder i en akavet stilling, så udsætter man altså sig selv for en vis risiko. Det skal man tage højde for”, siger han.

Farligere end sport

Hvor farligt er havearbejde så, når man sammenligner med andre fysiske aktiviteter? Kigger man på ulykkeshyppigheden, ser det ifølge Søren Larsen ikke så slemt ud. Men ser man derimod på ulykkernes sværhedsgrad, viser det sig, at det faktisk er farligere at gå i haven end at deltage i eksempelvis en ishockey- eller håndboldkamp.

”Der kommer ganske vist flere ind med sportsskader, men der sker flere alvorlige ulykker på grund af havearbejde. Syv procent af dem, der kommer til skade med havearbejde, bliver sendt videre fra skadestuen til behandling på en anden afdeling på sygehuset. Men når vi kigger på dem, der kommer til skade ved udøvelse af sport, så er det blot 3-4 procent, skadestuen sender videre”, siger han.

Læs om dine mange muligheder med Falck Alarm:

Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.

Ring mig op Send mig en mail

Falck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31

Relaterede artikler