Sundhed og Fritid
Denne artikel var med i nummer 10/2008
Julerejser:
Vi vil bade og stå på ski i julen
Nyd julen under fremmede himmelstrøg.
I juleferien løber børnefamilier på ski i Skandinavien og kaster sig i bølgerne ved de kanariske øer. Singler og par uden børn flyver gerne længere væk efter sne og sol. Fremtiden byder på dyrere og nye juledestinationer, lyder tendensen fra Danmarks Rejsebureau Forening
Af Anne Mette Futtrup
Hvad ønsker du dig til jul? Høj sol og kridhvid sne på pister og løjper? Eller varmt
sand og indbydende
liggestole?
Sidste år forlod 200.000 danskere det danske julevejr for
at fejre højtiden uden for landets grænser.
”Dem,
der rejser væk, kan deles i to segmenter. Nogle vil på skiferie og andre på badeferie. Det er ikke vores
indtryk, at de rejser for at slippe for julen, men for at fejre den på en anden måde end herhjemme”,
siger afdelingschef Jakob Hahn fra Danmarks Rejsebureau Forening - en brancheforening for 130
danske rejsebureauer.
Han opdeler de rejsende i undergrupper og sender
børnefamilierne på ski i Norge og Sverige, mens singlerne og par uden børn hellere drager på skiferie
i Sydeuropa. Når det gælder solrejser, foretrækker familier kanarie-øerne, mens de voksne, der rejser
uden børn, gerne flyver langt, f.eks. til Caribien og Sydamerika, for at ligge på stranden.
- Fem indkøbsmekkaer - og et nyt på vej
-
Det er meget populært at drage udenlands for at gøre juleindkøb i november og december. Både en tur over grænsen til Tyskland og - for især øst-danskerne - også til Sverige.
Vi danskere tager også gerne en flyvetur og kombinerer indkøbsmuligheder med oplevelser i byer, der gør meget ud af julestemningen.
Danmarks Rejsebureau Forening har et bud på fem sikre destinationer i år - og en upcoming:- Klassikeren: London
- For de moderne: Berlin
- Stadig med: Paris
- Finanskrisens nye bud: Reykjavik
- Populært og oversøisk: New York
- Godt på vej: Dubai
Finanskrise? Først næste år
Selv om finanskrisen huserer i mange familiers økonomi, tager danskerne sig stadig råd til ferier. Så intet taler for, at færre vil rejse bort i julen i år end sidste år.
”På nuværende tidspunkt har meget få af vores medlemmer mærket finanskrisen. Men jeg forudser, at det sker inden for det næste halve år”, siger Jakob Hahn.
Han mener dog ikke, at krisen ændrer meget på sommer- og vinterferie-vanerne, men i stedet mindsker antallet af de forlængede weekender og miniferier, som mange danskere har nydt i de gode år.
Mere ekstremsport
Men vinterdestinationerne vil for nogles vedkommende ændre sig i de kommende år, forventer han.
”Fremover vil vi se mere ekstremsport, som for eksempel heli-ski i Grønland, hvor skiløberne flyver med helikopter langt op i uberørt terræn og løber på ski ned. Nogle vil på skiferie i nye lande som Georgien og Iran”, forudser Jakob Hahn.
Han mener, at de nye og dyrere rejsemål tiltrækker singler og unge par, mens børnefamilier stadig foretrækker hytter og løjper i Skandinavien.
Danmarks Rejsebureau Forening har ikke opgørelser, der beskriver danskernes julerejsevaner. Så tendenserne bygger på erfaringer og kendskab til markedet.
Læs om Falcks rejseforsikring:
Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.
Ring mig op Send mig en mailFalck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31
