Sundhed og Fritid

Denne artikel var med i nummer 9/2008

Stigende antal ulykker:

Dobbelt så mange kommer til skade på trampoliner

Tre fjerdedele af alle trampolinulykker sker på selve trampolinen. Brækkede ben og forstuvede ankler og håndled ses ofte, fordi børnene lander på hinanden.

Antallet af ulykker på de populære havetrampoliner er mere end fordoblet på to år, viser nye tal. Flere ulykker kræver indlæggelse

Af Jacob Schultz

Brækkede ben, arme og forstuvede fødder. Trampolinerne har for alvor gjort sit indtog i danskernes haver og det betyder at antallet af ulykker stiger.

For tre år siden – i 2005 – skete der 2200 uheld på trampoliner, der krævede et besøg på skadestuen. I dag viser friske tal fra Statens Institut for Folkesundhed, at 5000 personer måtte en tur på skadestuen efter trampolin-hop i 2007. Til sammenligning skete der tilbage i 1998 kun 60 uheld på trampoliner.

Uheldene er oftest brud på knogler og så forstuvninger. Kun en fjerdedel af alle uheld på en trampolin skyldes, at hopperen er faldet ud over kanten på trampolinen. I 16 procent af alle tilfælde har uheldet været så voldsomt, at det har krævet indlæggelse på hospitalet.

Bruges forkert

Tre fjerdedele af alle trampolinulykker sker på selve trampolinen. At der overhovedet sker så mange ulykker skyldes i høj grad, at flere hopper samtidig. Brækkede ben og forstuvede ankler og håndled ses ofte, fordi børnene lander på hinanden.

Sådan skal en trampolin bruges

Trampolinen skal stå på et vandret underlag som f.eks. en græsplæne.

Trampolinen må ikke stå tæt ved træer, buske, huse eller andre legeredskaber.

Det er vigtigt at montere den polstrede sikkerhedspude hele vejen rundt oven på fjedrene.

Placer et informationsark med sikkerhedsregler på trampolinen.

Monter et sikkerhedsnet, så man ikke kan falde ud fra trampolinen, når man hopper.

Der skal altid være en voksen til stede, når børn bruger trampolinen.

Kun en ad gangen må hoppe i trampolinen.

Spring ikke hen på trampolinen eller ud fra trampolinen.

Lav ikke tricks og saltoer. Det skal man lære i en gymnastikforening.

Brug aldrig arme og hænder til at tage fra, når du lander

”Antallet af ulykker stiger sandsynligvis, fordi der er kommet mange flere trampoliner. Jeg har ingen grund til at tro, at de bliver brugt dårligere end foregående år,” siger Bjarne Laursen, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed.

Det er ham, der har ledet indsamlingen af tallene til statistikken, som viser, at antallet af ulykker er fordoblet på bare to år.

”Efter min mening bruges trampolinerne som legetøj, og ikke som det farlige idrætsredskab, det faktisk er,” siger Bjarne Laursen.

Net kan hjælpe

Bjarne Laursen peger på, at trampolinernes popularitet betyder, at de bruges uden det kendskab som kræves, for at bruge redskabet rigtigt op sikkert.

”Nogle eksempler på, at det går galt, er, at børn hopper uden at have lært teknikken, at flere hopper sammen, at de hopper meget længe, og at de hopper uden voksenopsyn,” siger Bjarne Laursen, der mener, at et sikkerhedsnet kan redde nogle fra ulykker, selvom nogle eksperter, tidligere har påpeget at nettet kan give en falsk tryghed.

”Selvom en fjerdel af ulykkerne skyldes fald fra trampolinen, så kan et sikkerhedsnet forbygge faldene ned fra trampolinerne. Det er svært at vurdere, om det giver en falsk tryghed, men nettet kan forebygge nogle af de alvorlige ulykker, men man bør stadig overholde sikkerhedsreglerne,” siger Bjarne Laursen.

Overvurderer evnerne

Samme udmelding kommer fra DGF – Danmarks Gymnastik Forbund. Landstræner i Danmarks Gymnastik Forbund, Bo Tureby, mener, at en stor del af skaderne kan undgås, hvis børnene følger nogle enkle færdselsregler i trampolinen.

”Det ville være fuldstændig utænkeligt at sende sit barn alene ud i trafikken uden at lære barnet de basale færdselsregler, og man bør tænke på samme måde, når det gælder havetrampolinen, siger Bo Tureby. Han forklarer:

”Det er desværre også min erfaring, at både børn og voksne tror, de kan mere, end de vitterligt kan i trampolinen, så lige netop på det punkt er det en god idé at undervurdere sine egne evner.

Bo Tureby opfordrer forældrene til at investere i DGF's Jump Kid DVD, hvor man kan få udførlige instruktioner i forskellige spring og øvelser i havetrampolinen. DVD'en kan bestilles på www.dgf.dk og koster 99,- kr. DGF tilbyder desuden undervisning i stortrampolin i foreningerne.

Læs om dine mange muligheder med Falck Alarm:

Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.

Ring mig op Send mig en mail

Falck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31

Relaterede artikler