Familie og bolig
Denne artikel var med i nummer 6/2007
Råd om grill, solcreme, flåter og badning:
Guide til en sikker sommer
Få gode råd til en sikker sommer for dig og din familie.
Forår og sommeren er en herlig tid. Men friluftslivet rummer en række risici, som du dog forholdsvis nemt kan komme uden om, hvis du tænker dig om og følger FalckMagasinets gode råd.
Af Ulf Førsteliin
Grillsæsonen er så småt ved at gå i gang. Desværre oplever Falck hvert år, at det, der skulle have været en hyggelig aften i haven, ender galt. På samme måde er vi hver sommer ud ude for, at en dejlig dag ved stranden ender som en tragedie.
Sommeren med dens sol, varme og muligheder for udendørs aktiviteter er en pragtfuld tid for både børn og voksne. Det er en tid, der skal nydes. Men samtidig skal du huske på, at det ikke er ufarligt, når du kaster dig ud i bølgerne eller tænder op i grillen. Og hvis du har ansvaret for børn, skal du være endnu mere påpasselig.
Her har vi sammensat en række gode råd, som kan sikre dig og din familie en god og sikker sommer. Klik på de enkelte punkter for at læse mere om de enkelte emner:
1. Brug grillen med varsomhed
Når du griller, bør du:
- Placere grillen på et fast og jævnt underlag, inden den tændes.
- Have en vandslange med vandforstøver, en vandkande eller en spand med vand stående nær grillen.
- Bruge grilloptændingsvæske eller –tabletter til at tænde op med.
- Blive i nærheden og holde opsyn med grillen, når den er tændt.
- Sørge for, at gløderne er slukket, når du forlader grillen.
Du skal aldrig:
- Bruge aldrig sprit eller benzin som optændingsvæske, da begge dele udvikler dampe, som kan eksplodere, når du sætter en tændstik til.
- Du må aldrig sprøjte tændvæske på en tændt grill.
- Du må aldrig lade børn være alene ved en tændt grill. Falck har set forfærdelige eksempler på forbrændingsulykker – blandt andet er det sket, at børn har troet, at en lav grill har været en bænk, som de har sat sig på.
- Om så regnen pludselig giver sig til at vælte ned, må du ikke rykke den tændte grill inden for. Brændslet udsender kulilte, som i værste fald kan være dræbende. Selv om man hverken kan se eller lugte det, kan der udvikles kulilte fra grillen i op til 24 timer.
Hvis uheldet alligevel er ude:
Hvis en person får forbrændinger ved en grillulykke, kan du yde førstehjælp ved at skylle det forbrændte sted med tempereret vand (ca. 15-20 grader).
Det er meget afgørende, at du begynder at skylle så hurtigt som muligt, så temperaturen nedsættes. Mens der skylles, bør du fjerne løstsiddende tøj og få en anden person til at tilkalde hjælp - om nødvendigt ambulance over 112. Der skal skylles så længe, der er smerter, dog mindst 30 minutter.
2. Gode råd om badesikkerhed
Formanden for Rådet for Større Badesikkerhed, Michael Aller giver følgende råd:
- Lær
at svømme og springe rigtigt.
Jo bedre du svømmer, desto bedre er du til at redde dig selv og andre svømmere.
”I de senere år er der blevet sparet på svømmeundervisning i skolerne. Derfor er det meget vigtigt, at forældre selv sørger for, at deres børn lærer at svømme godt”, råder Michael Aller. - Bad
aldrig alene
Uanset om du er fem eller 85 år, bør du altid have en voksen makker med i vandet. Et lille ildebefindende eller f.eks. krampe i benet er nok til, at du kan gå i panik og få brug for hjælp
Én voksen og et barn er ikke et stabilt makkerpar i vandet, da barnet ikke er i stand til at redde den voksne.
Husk også, at det ikke er nok at ’kigge efter’ fra stranden. Hvis en svømmer er i krise og dykker under overfladen, kan det være meget svært at lokalisere ham inde fra bredden.
Lav et lille forsøg med familien for at illustrere: Stil børn og voksne med 20 meters afstand mellem sig på en græsplæne. Tag så en kugle på størrelse med en bordtennisbold og træd den lidt ned i græsset. Afled deltagernes opmærksomhed i nogle sekunder og bed dem finde kuglen. I vil se, at det ikke er så let endda.
På samme måde er det vanskeligt at finde det nøjagtige sted i bølgerne, hvis man skal derud fra stranden. Det bedste er at svømme i nærheden af hinanden. - Bad
kun, hvor det er tilladt
Du må ikke bade i moser og småsøer, da vandet står næsten stille og kan være meget koldt lige under overfladen. Meget koldt vand afkøler kroppen meget hurtigt.
Hold dig også på afstand fra fiskernes bundgarnspæle, fra moler og bølgebrydere. Du risikerer at sidde fast eller blive slynget mod sten og beton.
Det er en god ide at bade ved de strande og søer, der har redningstrekant. - Gå
kun ud til navlen
”Til navlen? Jamen, så støder knæene jo mod bunden, når jeg svømmer. Sådan lyder det fra masser af mennesker”, siger Michael Aller.
Men han holder fast i rådet og sender bolden retur:
Hvis man støder knæene mod bunden, når man er i vand til navlen, så er man en dårlig svømmer.
Og hvorfor så gå længere ud?”. - Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
Du bør aldrig springe på hovedet, hvis du ikke kender vanddybden og ved, hvordan bunden er.
Bader du ved en strand eller i en swimmingpool med vippe, siger loven, at vanddybden skal være mindst tre meter ved den laveste daglige vandstand. Hvis vippen er mere end tre meter over vandoverfladen, skal vanddybden være mindst fire meter. - Svøm langs kysten
Holder du dig langs kysten, kommer du ikke uforvarende ud, hvor du bogstaveligt talt ikke kan bunde. - Bad
aldrig med alkohol og euforiserende stoffer i blodet
Alkohol og euforiserende stoffer kan gøre to ting ved os. Enten kvikker de op og får os til at gøre ting, som vi ellers ikke ville gøre. Eller også gør de os sløve og søvnige. Hverken den ene eller anden tilstand egner sig til badning. - Gå op, når du begynder at fryse
Det er vigtigt at gå op og få varmen, når du bliver kold. Bliver du ved med at fryse, når du er tilbage på stranden, så løb en tur og få gang i blodcirkulationen igen. - Pas
på de skumle hestehuller
En rende eller et hul i en revle kaldes et hestehul.
Det er det sted, hvor en bølge med stærk strøm løber ud i vandet igen. Falder du i et hestehul, bør du ikke kæmpe imod strømmen. Forsøg i stedet at lade dig drive med lidt ud for så at ride på den næste bølge indad. - Badedyr
er kun til pool
På et kort øjeblik kan badedyr, luftmadrasser og baderinge drive til søs – også selv om en skipper i badetøj er med om bord. Pludselig kan man være drevet så langt ud, at man ikke selv kan komme i land.
Derfor advarer Michael Aller om at tage badedyr med til stranden.
”Tag dem med i swimmingpoolen, hvor der er kanter hele vejen rundt. Det sker der ikke noget ved. I havet er de for farlige.”
3. Følg de fire solråd
Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen anbefaler, at vi følger disse fire råd:
- Undgå
middagssolen fra kl. 12 til 15. I sommerhalvåret kommer halvdelen af dagens skadelige stråler i netop
de tre timer
- Søg skygge. Du behøver ikke være direkte i solen
for at blive brun. 30 til 70 procent af solens stråler slipper gennem skyerne. Og en del reflekteres
fra sand, vand og græs, selv om du sidder under en parasol. Du kan sågar blive solbrændt, selv om du
sidder bag en rude.
- Brug hat og let tøj. Dæk den
sarteste del af kroppen til albuer og knæ.
- Brug solcreme der, hvor tøjet ikke dækker. Til hele kroppen, skal du bruge 40 ml solcreme til en voksen og 20 til et barn pr indsmøring.
Læs mere om sol og solbeskyttelse:
www.solen.dk
- her kan du teste din hudtype og få at vide, hvordan du bedst beskytter dig og dine børn netop i dag
og netop det sted i verden, hvor I er. Det er Kræftens Bekæmpelse, der står bag hjemmesiden.
www.miljoeogsundhed.dk - Informationscentreret for Miljø og Sundhed har blandt andet artikler og råd om solcremernes indhold. Skriv ”solcreme” i søgefeltet.
www.sst.dk - Sundhedsstyrelsens hjemmeside tilbyder artikler og pjecer, der kan downloades, om solbeskyttelse. Skriv ”sol” i søgefeltet.
www.fbr.dk - på Forbrugerrådets hjemmeside kan I søge på ”solcreme”.
www.ecolabel.dk - på Miljømærkesekretariatets hjemmeside kan du se en liste over Svanemærkede solcremer. Det er udelukkende Matas’ produkter.
4. Gode råd om flåter
Foråret og sommeren er flåternes højsæson. Hvert år får op mod 5.000 danskere en borrelia-infektion, fordi de kommer i nærkontakt med en flåt.
Det er kun hver tiende flåt, der er inficeret og kan smitte – men alligevel bør undersøge dig selv og dine eventuelle børn, når I har været ude i naturen. Følg nedenstående råd:
- Tjek
grundigt efter skovturen
Efter en tur i skoven eller på engen bør du tjekke dig selv og dine børn grundigt under en lampe. Det samme gælder efter en tur i haven, hvis der ofte kommer rådyr i din have. For rådyrene medbringer flåter.
Voksne får flest flåt-bid på benene og i lysken. På børnene sætter flåterne sig også på overkroppen, under armene, omkring ørerne og i hovedbunden. Det sikreste er at tjekke hele kroppen. - Fjern
flåten straks
Når du opdager en flåt, skal du fjerne den med det samme, for når den begynder at suge blod, opformerer de skadelige bakterier og virusser sig i dens mavesæk og vandrer op til dens spytkirtler. Her kan de passere ned i såret, som flåten suger fra.
En tommelfingerregel er, at flåten ikke når at overføre borrelia i løbet af de første 24 timer. Den regel kan du dog ikke bruge, når det gælder hjernehindebetændelsen TBE, men TBE-virus er heldigvis kun fundet på Bornholm. Kun et par danskere om året får sygdommen efter flåtbid. - Brug
flåttang eller pincet
Du kan fjerne flåten med en tang, som fås på apoteket, eller med en pincet. Placér tangen eller pincetten på huden og tag fat i flåten. Drej den rundt nogle gange, indtil den slipper grebet. Hvis munddelene bliver siddende i såret, skal du fjerne dem bagefter. Vask efter med vand og sæbe. - Hellere et varmt
bad end olie og smør
Gamle husråd om at smøre snylteren ind i fedtstof som smør, margarine eller olie duer ikke. De kan føre til, at flåten kaster op i såret, og dermed forøger du risikoen for smitte. Det samme gælder, hvis du kommer til at tvære flåten ud i såret.
Et varmt bad kan fjerne flåter, der endnu ikke har bidt sig fast. - Gummistøvler
og lange bukser hjælper
Du kan sikre dig ved at dække kroppen til med lange bukser og langærmede bluser. Hvis du smøger bukserne ned i strømperne, kan flåten ikke finde hud. Så tror den måske, at den er landet på et blad og lader sig falde af.
Endelig kan du undgå de fleste flåter ved at holde dig til brede, anlagte skovstier og veje, hvor du ikke kommer i kontakt med græs og planter. - Rødt udslæt er symptom på borreliaFørste
tegn på borreliainfektion er et rødt, ringformet udslæt i huden, hvor flåten har bidt. Det opstår som
regel inden fire uger efter biddet.
Er udslættet større end fem centimeter i diameter, bør du søge læge. Du kan også være smittet uden udslæt.
Andre symptomer er smerter i hoved og skuldre, muskler og led. Sygdommen kan give let feber og træthed.
Hos hver tiende, der udvikler sygdommen, påvirkes centralnervesystemet. Personen kan for eksempel få lammelser i ansigtet.
- Badning efter et måltid?
-
”Vent med at bade til en time efter du har spist”, lyder et gammelt, men velkendt råd. Sundhedsstyrelsen har imidlertid på opfordring fra Rådet for Større Badesikkerhed, undersøgt sagen.
Og svaret lyder, at raske mennesker bør undgå store måltider lige før badning. Men at der normalt ingen risiko er ved lette måltider før badning i normalt kystvand om sommeren eller i opvarmede swimmingpools.
Hjertesyge, ældre og svagelig bør vente en-to timer efter et måltid med at gå i vandet.
Få viden om førstehjælp og brand:
Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.
Ring mig op Send mig en mailFalck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31
Relaterede artikler
- Undgå solskoldninger - Solskoldninger øger risikoen for hudkræft. Derfor er let tøj, solcreme...
- Dagbog fra en dyreambulance - Redder Jan Schmidt ved Falck i Ballerup har kørt dyreambulance i snart 15 år....
- Guide til valg af autostol - Børn skal spændes forsvarligt fast, når de er med i bilen. Autostole...
- Ting din bil ikke kan li´ - Hviler du hånden på gearstangen, når du kører bil? Den uvane...
- Mountainbike for begyndere - Mountainbike er for alle, som har lyst sus til om ørerne og til at opleve, årstiderne...
