Sundhed og Fritid

Denne artikel var med i nummer 10/2008

Grønnere og sundere jul:

Sød og syrlig salat klæder julemaden

Bagte persillerødder med klementiner og hørfrø.
Opskrifter og billeder er fra bogen: Flere Suveræne Salater af kogebogsforfatterne Sonja Bock og Tina Scheftelowitz. Forlag: Politiken. Fotograf: Columbus Leth.

Frisk julens traditionelle kødretter op med julede salater. Kogebogsforfatter Tina Scheftelowitz anbefaler juleinspirerede salater med kål, rodfrugter, nødder, frugt, syre og julekrydderier. Læs hendes gode råd og få et par opskrifter

Af Mette Bender

Julemad på en sundere måde. Det kan let lade sig gøre at forny både julefrokost og julemiddag med sunde indslag uden at aflive de traditionelle kød- og fiskeretter.

"Vil man give den fuld skrue i ribbenssteg, er det fint med mig. Men mange måske særligt kvinder vil gerne supplere med et par sundere og friskere indslag på julebordet eller julebuffeten", siger Tina Scheftelowitz.

Hun er forfatter til en lang række kogerbøger og står blandt andet sammen med Sonja Bock for den serie, der begyndte med bestselleren ’Suveræne Salater og Brillante Buffeter i 1997.

Få det grønne til at smage godt


Tina Scheftelowitz fidus er at supplere julens lune og fede kødretter med flere grøntsager, og hun mener, at særligt blandede salater med ingredienser som rødkål og appelsin passer godt til.

"Serverer du tilstrækkeligt sjove og spændende salater, spiser de fleste automatisk mindre af flæskesteg eller medister".

Tina Scheftelowitz foreslår en basis af kål, citrusfrugter eller rodfrugter. Alle ingredienser, som hører sæsonen til. Sammen med dem hører så julens krydderier, frugt og nødder i diverse afskygninger.
Salatmarinade á la jul

Den laver du ifølge Tina Scheftelowitz af en blanding af surt og søde:

- Det sure kommer fra frugteddiker, citrussaft eller vineddiker.

- Det søde kan være honning eller en sirup af ahorn, morbær eller daddel.

- Olie kan du til gengæld med fordel udelade. Den er ikke nødvendig, fordi resten af menuen i juledagene leverer masser af fedtstof til tallerkenen og maven.

- Tilføj altid salt og peber og smag altid marinaden til.



Krydret, surt og sødt


"Inspiration fra det arabiske og indiske køkken er godt til dansk jul. Her optræder kanel, nelliker og kardemomme, og smagsindtrykkene er ofte den blanding af sødt og surt, som klæder andestegen og de andre juleklassikere så godt".

Er salater for langt uden for det univers, du kalder jul, foreslår Tina Scheftelowitz noget andet:

"Suppler i stedet kødretterne med flere grøntsager ved at servere ovnbagte rodfrugter eller f.eks. kogt rosenkål blandet med sursød marinade og frugter som appelsin, klementin, ananas og mango til".

Server salaten lidt sexet


Anret salaten på fade i stedet for i skåle. Så har du en stor flade at fordele indholdet på, og flere af ingredienserne kan ses - og smages - af alle. Ikke kun af dem, som tager først.
Bland ikke nødvendigvis alle ingredienser, det ser flot ud med lag og pynt. Laver du for eksempel kålsalat, kan du blande kålen med dressingen og lægge topping af mandarin, kirsebær, tørret frugt eller måske dild øverst.

Her følger to opskrifter fra den reviderede udgave af ’Flere Suveræne Salater og Brillante Buffeter’ af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz:

1. Asiatisk grønkålsalat

Grønkål er bare supersund og billig, så det handler om at få den i hverdagsmaden i vinterperioden. Derfor er det godt med variationer.

Her er en asiatisk inspireret salat, som passer godt til asiatiske retter eller al slags neutralt kød eller fisk, som skal have et pift.

Ingredienser
150 g grønkål
½ lille (450 g) ananas
½ rød chili (eller efter smag)
40 g ristede, saltede peanuts (eller cashewnødder)

Dressing
1 dl eksotisk juice (multifrugtjuice, ananasjuice eller friskpresset juice)
1 spsk friskpresset limesaft
½ spsk flydende honning
1 tsk skrællet, friskrevet
ingefær
salt (eller soyasauce/fish sauce)

Fremgangsmåde
Skyl grønkålen i flere hold rent vand, en salatslynge er sagen her. Snit kålen fint med en skarp kniv. Jo finere, jo bedre, ellers kilder grønkålen i ganen. Det er lettest, hvis du bevarer stænglerne på kålen og så snitter ind mod stænglerne, som kasseres.

Skær skrællen af ananassen, skær tynde skiver af frugten ind mod stokken, hele vejen rundt om stokken og kasser stokken. Skær skiverne i små terninger. Fjern kerner og membraner på chilien og skær den i bittesmå terninger. Hak peanutsene groft. Bland dem med grønkål, ananas og chili.

Rør dressingen sammen, pas på med saltet pga. peanutsene, og vend den i råkosten, smag den til.

Ved serveringen
Pynt med peanuts.

2. Bagte persillerødder med klementiner og hørfrø

En rigtig lækker vintersalat, som passer perfekt til julens retter, fjerkræ og svinekød, men også lam. Frisk mynte er lækker pynt og smag.

Ingredienser
700 g persillerødder eller pastinak
1 spsk olivenolie
2 spsk friskpresset citronsaft
5 (400 g) klementiner (eller tilsvarende appelsin)
1 lille håndfuld (50 g)
tørrede abrikoser
½-1 frisk rød chili
1 spsk hørfrø
salt

Fremgangsmåde
Skræl og skær rødderne i tynde skiver, læg dem på en bageplade med bagepapir og vend dem i olie og salt. Bag dem i varmluftovn ved 200 grader i ca. 20 minutter, til de er gyldne og møre. Køl dem af og bland dem med citronsaften.

Pil klementinerne, bevar dem hele og skær dem i tynde skiver. Skær abrikoserne i tynde skiver. Halver chilien, fjern kerner og membraner og skær den i tynde skiver eller hak den fint.

Rist hørfrøene på en tør, hed pande, til de popper, rør hele tiden. Tag dem straks af panden.

Ved serveringen
Bland de bagte rødder, klementiner, abrikoser og chili. Drys med lidt salt og pynt med hørfrøene.

Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.

Ring mig op Send mig en mail

Falck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31

Relaterede artikler