Sundhed og Fritid

Denne artikel var med i nummer 9/2008

Så er der tændt op:

Den perfekte grillaften

Skal du grille spyd, så sørg for at alt på spyddet har samme grilltid, så du ikke ender med en brændt cherrytomat og en rå hummerhale.

Bliver grillen aldrig varm nok, eller brænder bøfferne altid på? FalckMagasinet har allieret sig med en grillekspert, så du får sommerens bedste grillaftener

Af Charlotte Wendt Jensen

Endelig. Blæsten har lagt sig, luften er varm, og aftenerne er lyse. Det er tid til at rykke tallerknerne ud på terrassen og aftensmaden ud på grillen. Der er dog et par ting, der skal være klar, inden du tænder grillen første gang.

Det første, du skal gøre, er at sørge for, at grillen er helt i orden. Har du allerede en grill, så find den frem fra vintergemmerne og start med at give den en grunding rengøring. Rent vand og en stålsvamp er den ideelle kombination, når du skal skure risten. Smør den bagefter med lidt olie, så slipper du for, at den ruster. Har du svært ved at få risten ren, så hæld salmiak på, læg den ned i en sort sæk, luk sækken godt til og lad den ligge udendørs natten over. Næste dag er den langt nemmere at gøre ren.

Med eller uden låg

Hvis du mangler en grill, skal du også bestemme dig for hvilken slags, der passer dig bedst. En kuglegrill eller en firkantet grill? En grill med låg eller uden? Beagle luel-Brockdorff, der er forfatter til Politikens Grillkogebog og madskribent i ugebladet Søndag, har selv to forskellige, som passer til hvert deres formål.

”Hvis du vil grille en steg eller en større fugl som en and eller en kylling, skal du have en kuglegrill med låg, så du kan skabe indirekte varme. Læg kullene i siderne og hav en drypbakke i midten under dit kød. På den måde får du en ovn-effekt, hvor kødet bliver sprødt og lækkert”, siger Beagle luel-Brockdorff.

Gode grill tips

Skal du grille spyd, så sørg for at alt på spyddet har samme grilltid, så du ikke ender med en brændt cherrytomat og en rå hummerhale. Bruger du træspyd på grillen, så læg dem i vand i en time, inden de kommer på grillen, så de ikke antænder. Bruger du metalspyd, så smør dem med olie.

Grill ikke for tynde skiver kød. Du risikerer at grille dem tørre, inden de bliver brune. Oksekødsskiver og svinekoteletter skal være mindst 2,5 centimeter tykke, for at de kan nå at få farve og stadig være saftige indeni.

Du kan også intervalgrille din steg. Griller du for eksempel en oksetyndsteg, så grill den i ca. 15 minutter, lad den hvile i ca. 15 minutter og gril så igen i ca. 15 til 20 minutter. Intervalgrillning gør, at saften fordeler sig i kødet, så du får et mere ensartet lyserødt stykke kød.

Når kødet er grillet færdig, så brug eftervarmen til at grille din dessert. Ananas, bananer og æbler egner sig godt til at blive grillet og smager fantastisk med vaniljeis eller creme fraiche til. Er du mere til ostedesserter, så lav en ostefondue ved at smelte osten i en lille jernpande på grillen.

”Vil du derimod stege bøffer eller pølser, skal du have en lille grill, hvor kødet kan komme tæt på kullene. Selvfølgelig kan du stege hakkebøffer og pølser i en stor kuglegrill, men det vil være alt for uøkonomisk, da du skal bruge rigtig meget kul til nogle meget små ting”.

Om grillen er dyr eller billig betyder ikke noget for madens smag.

”De billige griller er ofte meget tynde, så de holder knap så mange somre som de dyre. Men bare du har en god rist, så kan du nærmest grille i en blikspand. Jo tykkere risten er, jo bedre, da den holder på varmen og dermed afgiver mere varme til kødet”, siger Beagle luel-Brockdorff.

Hurtigt gang i grillen

Når grillen er på plads, skal du vælge mellem trækul eller trækulsbriketter til at lægge under risten. Begge dele giver lige god smag.

”Trækul varierer meget i størrelsen, så de kan være sværere at tænde, og de små stykker kan flyve rundt i luften som gløder. Trækulsbriketterne er nemmere at få gang i. Skal du have hurtigt gang i grillen, er det bedst at bruge tændvæske ellers brug tændingsbriketter, som du lægger ned mellem kullene”, siger Beagle luel-Brockdorff, der foreslår en grillstarter, som tændes med avispapir under kullene, hvis du har svært ved at få gang i grillen.

Grillen er klar til kødet efter cirka 30 minutter, når kullene er helt hvide. Sørg for at have meget kul i den ene side af grillen og lidt i den anden, så du kan flytte dit kød fra side til side, hvis det er ved at brænde på. Afpas grilltiden på kød og tilbehør efter hinanden, så du er sikker på, at maden er færdig på samme tid.

Alt kød egner sig

Alt kød egner sig til grill, fx pølser, lam, svinekoteletter og oksekød. Helt fjerkræ kan være svært at styre, fordi det ofte når at brænde på, inden det bliver tilpas. Grill det eventuelt i en kuglegrill eller i mindre stykker, og lad være med at grille ved for højt varme. Så når det at blive færdigt, saftigt og ikke for brændt.

Grilltider

Hel kylling: ca. 1-1,5 time.

Kyllingebryst: ca. 8-10 min.

Hakkebøffer: ca. 8 min.

Pølser: ca. 6-8 min.

Grilltider for spyd

Pillede store rejer og kammuslinger: ca. 1-2 min. på hver side

Cherrytomater og peberfrugter: ca. 1-2 min. på hver side

Squash, aubergine og små stykker løg: ca. 2-4 min. på hver side

Kalkunbryst, svinefilet, lammekølle og hakket oksekød i kugler: ca. 4-6 min. på hver side

”En grillet bøf har en helt anden smag end en stegt, fordi kødet bliver grillet, og kødsaften karamelliserer på en anden måde, så du får den dejlige grillede smag”, siger Beagle luel-Brockdorff, der også gerne griller fisk.

”Kom fisken i en lukket fiskerist, som holder på fyldet og gør det nemmere for dig at vende fisken. Du kan også pakke dem ind i sølvpapir med smør, grøntsager og krydderurter og lægge dem direkte på risten”.

Langt de fleste fisk er lækre på grill, fx torsk, foreller, sardiner, ørreder, laks og ål. Det eneste, der kan være lidt kedeligt, er rødspætter, fordi de meget nemt bliver tørre.

Pas på blæsten

Udover den rigtige grill, træbriketter og gode bøffer har de færeste lyst til at sidde udenfor i regnvejr. Regn behøver dog ikke afholde dig fra at grille bøffer under halvtaget, men så er du sikkert tæt på din bolig, og skal derfor holde øje med vinden.

”Tag hensyn til blæsten, så grillrøgen ikke blæser ind i huset, og kullene ikke flyver af sted og antænder noget. Brug din sunde fornuft, når du overvejer, om det stormer for meget, siger Beagle luel-Brockdorff.

Og apropos brand: Husk at have en spand vand stående ved siden af din grill og sørg altid for at få din grill ordentlig slukket ved enten at lægge låget på og beholde en lille udluftning eller hælde vand på kullene, hvis du har en grill uden låg.

Dit tilbehør til grillen

En grillhandske eller et par kraftige grydelapper, så du ikke brænder dig.

En tang med et langt skaft og et fladt hoved, så du nemt kan vende kødet samt en anden tang til at rode i kullene med.

En marinadepensel, der kan tåle en varm rist, så hårene ikke brænder.

En lille sprayflaske med vand, så du hurtigt kan slukke småflammer, der kan opstå fra fedstof, der drypper på gløderne.

Tre lækre grillopskrifter

Hornfisk med persille

Personer: 4

Ca. 700 g hornfiskefilet

Salt og peber

1 stort bdt. persille

Spyd eller kødpinde

Klip finnerne af hornfiskefileterne og efterse dem for de små grønne ben. Skær fileterne ud i ca. 15 cm store stykker og drys med salt og peber. Læg godt med persille på fiskestykkerne og buk dem sammen, men ikke for stramt, da de ellers revner under grillning.

Fæstn fiskestykkerne med spyd eller kødpinde og grill dem ved mellemvarme i ca. 2 min. på hver side. Server evt. med citronsmør og kartofler.

Svinemørbrad i sojasouce

Personer: 4-6

2 stk. svinemørbrad

2 dl sojasauce

2 spsk limesaft

Afpuds mørbraderne og læg dem i et aflangt fad. Hæld soja og limesaft over og stil dem koldt i ca. tre timer. Vend kødet nogle gange undervejs. Tag mørbradene op og dup i køkkenrulle. Brun dem ved god varme og grill færdig ved middelvarme ca. 14-16 min. i alt evt. med låg på.

Server med for eksempel ris og bønnespirer.

Bananpakker med chokolade eller nougat

Personer: 4

4 store modne bananer

Folie

100 g blød nougat eller mørk eller lys chokolade

Evt. vaniljeis

Skræl bananerne og skær dem i tykke skiver. Læg skiverne på fire stykker folie. Skær nougaten i mindre stykker eller hak chokoladen groft og drys hen over bananerne. Pak folien sammen, og læg pakkerne på grillen. Lad dem varme igennem i 8-10 min. Server bananerne alene eller med vaniljeis til. Bananerne kan også drysses med ristede nødder.

Alle opskrifter er taget fra Politikens Grillkogebog af Beagle luel-Brockdorff.

Bogen kan købes fra Politikens Forlag til 99 kr.

Se mange flere lækre grillopskrifter på www.maduniverset.dk og www.friland.dk

Læs om dine mange muligheder med Falck Alarm:

Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.

Ring mig op Send mig en mail

Falck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31

Relaterede artikler