Familie og bolig

Denne artikel var med i nummer 4/2006

Brug grillen med varsomhed:

Brandchefens grillreglement

Grillsæsonen er i gang. Desværre oplever Falck hvert år, at det, der skulle have været en hyggelig aften i haven, ender galt. Derfor giver Falcks brandchef Henrik Hansen, en række gode råd om, hvordan man bør opføre sig, når man tænder op i grillen.

Af Ulf Førsteliin

”Der er nogle forholdsvis simple forholdsregler, man bør overholde, når du vil grille. Men ved af følge dem, kan du sikre, at brankede bøffer er den eneste form for ’grilluheld’, du risikerer”, siger Falcks brandchef Henrik Hansen.

Brandchefen anbefaler:

  • Placer grillen på et fast og jævnt underlag, inden den tændes.
  • Hav en vandslange med vandforstøver, en vandkande eller en spand med vand stående nær grillen.
  • Brug grilloptændingsvæske eller - tabletter til at tænde op med.
  • Når grillen er tændt, skal du blive i nærheden og holde opsyn med den.
  • Sørg for, at gløderne er slukket, når du forlader grillen.

Brandchefen fraråder:

  • Brug aldrig sprit eller benzin som optændingsvæske, da begge dele udvikler dampe, som kan eksplodere, når man sætter en tændstik til.
  • Du må aldrig sprøjte tændvæske på en tændt grill.
  • Du må aldrig lade børn være alene ved en tændt grill. Falck har set forfærdelige eksempler på forbrændingsulykker – blandt andet er det flere gange sket, at børn har troet, at en lav grill har været en bænk, som de har sat sig på.
  • Om så regnen pludselig giver sig til at vælte ned, må du ikke rykke den tændte grill inden for. Brændslet udsender kulilte, som i værste fald kan være dræbende. Selv om man hverken kan se eller lugte det, kan der udvikles kulilte fra grillen i op til 24 timer.

Hvis uheldet alligevel er ude

Hvis en person får forbrændinger ved en grillulykke, kan man yde førstehjælp ved at skylle det forbrændte sted med tempereret vand (ca. 15-20 grader).

”Det er meget afgørende, at du begynder at skylle så hurtigt som muligt, så temperaturen nedsættes. Mens der skylles bør du fjerne løstsiddende tøj og få en anden person til at tilkalde hjælp - om nødvendigt ambulance over 112. Der skal skylles så længe, der er smerter, dog mindst 30 minutter”, forklarer brandchef Henrik Hansen.

Grill på stranden

Hvis man vil grille på stranden, skal man være opmærksom på, at sandet bliver flere hundrede grader varmt, hvis man stiller grillen direkte i sandet. Og sandet bliver ved med at være skoldhedt længe efter, at man har fjernet grillen. Falck har haft mange udrykninger til alvorlige forbrændingsulykker, hvor tilfældige forbipasserende har brændt deres fødder i sandet. Også hunde med forbrændte poter er blevet kørt til behandling efter tilsvarende ulykker.


Få viden om førstehjælp og brand:

Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.

Ring mig op Send mig en mail

Falck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31

Relaterede artikler