Bag Falck

Denne artikel var med i nummer 6/2007

Dyrenes redder takker af

”Jeg har altid sagt, at jeg er den person i Falck, der har haft det mest spændende job. Jeg har været utrolig privilegeret”, siger Kurt Thomsen.

Vildtkonsulent Kurt Thomsen er gået på pension efter 45 år hos Falck, hvor han satte redning af dyr i system. Men selv om han har reddet alt fra giftige edderkopper til en hvidhval, har han intet sentimentalt forhold til dyr. Inderst inde er han jæger.

Af Thomas Bjerg

Han har skudt rasende, tonstunge tyre. Fanget giftige slanger i lejligheder, supermarkeder og i en togkupé. Reddet alle mulige tamme og vilde dyr - sågar en giftig, sydamerikansk jagtedderkop.

Men den største redning for Falcks nu forhenværende vildtkonsulent Kurt Thomsen var nu Hvalborg. Hvidhvalen, der blev berømt, da den i 1984 boltrede sig i de nordjyske vande.

Septembermorgen med Hvalborg

En septembermorgen blev han ringet op af en fisker. Hvalborg sad fast i et bundgarn på østsiden af Vendsyssel, viklet ind i nylonliner. Og selv om Falck havde fået besked på at tilkalde en hvalforsker fra Zoologisk Museum i København, hvis Hvalborg strandede, besluttede Kurt Thomsen sig for selv at undsætte den kridhvide hval.

”Forskeren skulle herop med fly, så hvalen ville drukne inden da. Derfor sejlede jeg og lederen af Falck i Frederikshavn ud til den i en lille robåd. Hvalen kæmpede for at få luft. Den var helt afkræftet”, siger Kurt Thomsen.

Med sin dolk begyndte han at skære hvalen fri.

”Det var fantastisk at få øjenkontakt. Jeg kiggede ind i dens store, sorte øje, mens jeg sad i bagenden af båden og skar tovværket over”, siger Kurt Thomsen.

Trafikdræbte dyr blev en hjertesag

1. januar 2007 blev Kurt Thomsen pensioneret efter 45 år hos Falck, de sidste 16 år som organisations første og eneste vildtkonsulent. Karrieren begyndte i 1960, da han blev redder i Århus. Efter nogle år blev han vagtmester i Frederikshavn og endte som vildtkonsulent med base i Skagen.

Stillingen blev oprettet specielt til Kurt Thomsen, efter at han i 1990'erne involverede sig mere og mere i at registrere trafikdræbte dyr. Et arbejde, som hans samarbejdspartnere påskønner.

”Han har formået at sætte trafikdræbte dyr på landkortet. Hans engagement og vedholdenhed har betydet utrolig meget for indsatsen omkring trafikdræbte dyr. Han går praktisk til tingene og supplerede os akademikere godt”, siger seniorforsker Axel Bo Madsen fra Danmarks Miljøundersøgelser på Kalø. Han har siddet i utallige projektgrupper med Kurt Thomsen i de sidste 20 år.

Tårnhøje tal for trafikdræbte dyr

Arbejdet involverede Falck sig i tilbage i 1988. Vildtbiologisk Station på Kalø, senere en del af Danmarks Miljøundersøgelser, ville finde ud af, hvor mange dyr bilerne kørte ihjel på de danske veje. Kurt Thomsen fik alle Falcks vagtcentraler til at udfylde skemaer om opgaver med påkørt vildt.

”I 1989 kom vores første rapport, og tallene var tårnhøje. Det blev klart, at vi måtte gøre mere ud af det. Først i 90'erne kom et samarbejde i stand mellem Falck, DMU, Friluftsrådet, Skov- og Naturstyrelsen, Landbohøjskolen og Dyrenes Beskyttelse. Det skulle give os et sikrere tal”, siger Kurt Thomsen.

”Vi fik fat i mælketransport-chauffører, handelsrejsende og andre til at udfylde skemaer, når de opdagede påkørte dyr. Tallene var voldsomme, og nu blev medierne interesserede”, siger Kurt Thomsen, der medvirkede i udsendelser hos Poul Thomsen og Søren Ryge.

Dernæst gik Vejdirektoratet ind på at fjerne de sorte pletter på vejene. Det førte til nye arbejdsgrupper, og snart aflægger DMU rapport om arbejdet, lige som et udvalg vil foreslå indhegning på strækninger, hvor mange dyr påkøres.

11-årig med riffel

Som jæger har Kurt Thomsen et særligt tag på dyr.

”Jeg har aldrig været bange for dyr, men jeg har respekt for dyr. Jeg færdes på dyrenes præmisser, og jeg forstår at vurdere deres hurtighed og kræfter. Jeg er aldrig blevet bidt eller kradset”, siger Kurt Thomsen.

Han voksede op i fiskerbyen Strandby, nord for Frederikshavn. Forældrenes hjem lå i yderste klitrække på en pynt, hvor trækfugle ofte holdt hvil. Og som barn var Kurt Thomsen fascineret af fiskerne, der gik på jagt uden for husets vinduer for at supplere kosten med lidt fuglevildt.Syv år gammel fik han en luftbøsse, og som 11-årig gav hans bror ham en salonriffel, og derefter forsynede Kurt Thomsen familiens middagsbord med havfugle.

”Naturen er ubarmhjertig”

Falcks forhenværende vildtkonsulent driver ulønnet en vildtplejestation med tilskud fra Dyrenes Beskyttelse, og det fortsætter han med. Men han hjælper ikke dyr for enhver pris. Fugle med brækkede vinger afliver han, og det samme med sårede rådyr. De bliver for tamme, hvis han tager sig af dem.

”Hvis jeg ikke kan se et dyr udsat igen som vildt dyr, afliver jeg det. Jeg har ikke noget pusse-nusse-agtigt forhold til dyr. Naturen er ubarmhjertig”, siger Kurt Thomsen.

Tidligere redningsleder Allan Bruun Rasmussen overtog stillingen som Falcks vildtkonsulent, da Kurt Thomsen sagde farvel i januar.

Se udrykningsstatistik og bestil Falck Kæledyrs abonnement:

Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.

Ring mig op Send mig en mail

Falck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31

Relaterede artikler