Dagbog fra en dyreambulance

Kat køres til ’barberen’

Arbejdsdagen begynder med de vante rutiner. Jeg møder ind på stationen på stationen på Gl. Rådhusvej i Ballerup kl. 7 og tjekker, at bilen er pæn og at udstyret er klar til brug.

En halv time senere kontakter vagtcentralen i Smørum mig og sender mig ud på dagens første tur: En af vores abonnenter skal sammen med sin kat køres fra Valby til Brønshøj Dyreklinik.

Da jeg kommer frem viser det sig, at det handler om en langhåret kat, som ejeren ikke har fået børstet i nogen dage. Derfor er hårene blevet filtret sammen i små hårboller, som er voldsomt generende for katten, fordi det trækker i hårene. Kattens ejer er vist godt klar over, at det er hendes skyld, at det er gået galt. Men det er sådan noget, der sker – jeg tror, at alle med langhårede katte oplever det på et eller andet tidspunkt, og det eneste, der er at gøre, er at barbere hårene af.

Da vi ankommer til klinikken, får katten noget beroligende, inden den bliver befriet for hårbollerne.

Førerhunden Pedro

Dagens næste tur får jeg ved 8.30-tiden. En svagtseende dame skal sammen med sin førerhund køres fra sin bopæl i Brøndby til Karlslunde Dyreklinik, der har specialiseret sig i at behandle førerhunde.

Førerhunden – noget så usædvanligt som en kongepuddel ved navn Pedro – lider af noget så ubehageligt som hjerteorm, hvilket vil sige orm i selve hjertemusklen. Det er svært at behandle, og kan være dødbringende. I dag skal Pedro have sin 3. behandling, og dens ejer er i rigtig dårligt humør, fordi hun samme morgen har opdaget, at hunden har en knude i en lymfekirtel. Det er meget almindeligt, at svagtseende og blinde bliver meget tæt knyttet til deres hunde, og det kan jeg klart fornemme også er tilfældet her.

Heldigvis er knuden er helt ufarlig, og da også behandlingen mod hjerteormene også viser sig at skride planmæssigt frem, er Pedros ejer er lettet og i højt humør på hjemturen.

Duen i børnehaven    

I en daginstitution i København S har en gruppe børn fundet en syg due i et buskads på legepladsen. Deres pædagoger har ringet til vagtcentralen, der sender mig dertil ved frokosttid.

Duen er ganske rigtigt syg – faktisk er den døende. Den har gul klump - en oste-agtig belægning, der sætter sig i svælget. I sygdommens indledende fase forhindrer det fuglen i at spise. I slutfasen bliver fuglen kvalt af belægningen. Duen i børnehaven har nået sidste fase, og det eneste, jeg kan gøre, er at hjælpe den hurtigt på vej.

Der står en flok af børn og voksne omkring mig, og derfor afliver jeg ikke duen med det samme. Jeg nøjes også med at sige til pædagogerne, at det er ”fatalt”. Det ord kender børnene ikke, og så kan pædagogerne selv afgøre, hvad de vil fortælle børnene. Jeg ved, at sådan noget kan blive meget følelsesmæssigt.

Ude i bilen afliver jeg duen. Det sker på et splitsekund og fuglen mærker intet.

Slange i Ballerup

Resten af dagen afløser den ene tur den anden. Først skal jeg have repareret en defekt lygte på bilen, og derefter kører jeg noget udstyr fra Falck i Tåstrup til Falck i Lyngby. Senere kører jeg en hvalp med beskadiget fod hjem fra behandling hos dyrlægen og en herreløs hund skal transporteres til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde.

Det er en helt almindelig dag. Dog undrer det mig lidt, at opgaverne med de vilde dyr fortsat er så få. Her i det begyndende forår plejer vi at have masser af opgaver, fordi dyrenes unger kommer på gale veje. Men måske er det stadig lige lovlig tidligt.

Lidt vildt lyder det dog sidst på eftermiddagen, da jeg bliver bedt om at køre til Ballerup, hvor en slange er løs. Det er politiet, der har ringet til vagtcentralen. Men jeg når ikke at køre i mange minutter, før turen bliver afløst. De har nok fundet en anden løsning. Jeg ved, at der bor en dygtig dyrlæge lige i det område, og måske har han klaret sagen.

Kl. 16.45 har jeg fyraften.

Den gale vaskebjørn

Møder som sædvanlig kl. 7 og begynder dagen med at ordne nogle praktiske opgaver. Jeg når også at køre en labrador med ejer til Ballerup Dyreklinik, inden jeg ved 10-tiden bliver kaldt til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, hvor de har problemer med en vaskebjørn.

Vaskebjørnen har været på internatet i et stykke tid, men på grund dens meget hidsige temperament er det ikke lykkedes for internatet at finde et hjem til den. Derfor skal den aflives af en dyrlæge.

Men først skal den indfanges. Og da ingen kan komme i nærheden af den, uden at blive angrebet af dens skarpe kløer og tænder, beder de mig om at klare den opgave.

Jeg henter mit lange fangstnet i ambulancen. Og da jeg går ind i buret, farer vaskebjørnen hvæsende og spruttende frem og hugger tænderne i nettets ramme. Jeg var godt klar over, at det ville gå sådan – det er næsten altid sådan, at hvis du går ind til et vildt dyr med en fangstkrog eller et net, så angriber det nettet og ikke dig. Jeg sørger dog for, at jeg hurtigt kan tage retræten… metoden er ikke 100 procent sikker, og en vaskebjørn er et stærkt dyr, der kan bide noget så læsterligt.

Planen lykkes dog. Vaskebjørnen ligger i nettet efter få minutter. Dyrlægen giver den først en beroligende sprøjte, hvorefter han afliver den med endnu en sprøjte direkte ind i hjertet.

Adopteret græsk gadehund

Jeg når endnu en tur, inden jeg spiser frokost og læser avis på stationen i Ballerup. Derefter bliver jeg sendt til Albertslund efter en dame med en hundehvalp, der skal til Tåstrup Dyreklinik.

Hvalpen er kun 12 uger gammel og ikke til at stå for, da den hopper op på skødet af mig og siger goddag. Og jeg bliver endnu mere varm om hjertet, da ejeren fortæller mig om dens baggrund: Den er kommet til Danmark med en organisation, der finder nye hjem til græske gadehunde. Jeg vidste ikke, at det fandt sted, men det er da en god ide.

Høg mod due

Da jeg har sat gadehund og ejer af, får jeg en ny tur. Der er blevet ringet til vagtcentralen om en syg skovdue i Albertslund. Det viser sig, at det arme kræ har været i kløerne på en spurvehøg. Fjer er plukket af bryst og ryg, den er blevet hakket voldsomt i hovedet, det ene øje er ødelagt, og høgen har punkteret dens lunger med kløerne.

Jeg gør med det samme en ende på dens lidelser.

Derefter ringer jeg til vagtcentralen og siger, at jeg lige vil køre tilbage til Tåstrup Dyreklinik, så jeg kan give damen med den græske hundehvalp et lift. Nu er jeg jo alligevel i området.

Da jeg kommer kørende af Tåstrup Hovedgade, ser jeg dem komme gående. Jeg stopper op og kører dem hjem.

Efter en tur med en kat, der skal aflives, er dagen er ved at være slut. Da jeg kommer tilbage til stationen lægger jeg den døde due i vores dertil indrettede dybfryser. Den bliver tømt en gang om ugen af et firma, der kører dyrene til destruktion.

Min vagt slutter kl. 16.45.