En Falck-redders dagbog

Dagen begynder lidt usædvanligt med, at vi allerede tre minutter efter at være mødt ind kl. 7.00 bliver sendt af sted til Fårvang på en akut tur. En 35-årig mand er faldet om og er omtåget. En måling viser, at hans blodsukker er meget lavt. Vi giver ham druesukker og undervejs til hospitalet er hans blodsukker kommet op på et normal niveau, og jeg kan føre en samtale med ham. Han fortæller mig, at der er flere diabetikere i hans familie. Vi afleverer ham i modtagelsen på Silkeborg Sygehus og kører tilbage til stationen.

Min faste makker er på ferie, så i dag kører jeg med Bo, der er ambulanceassistent. Tilbage på stationen kl. 8.15 tjekker vi bilen og udstyret. Det plejer vi at gøre som det første, når vi møder ind – men i dag skulle vi altså af sted med det samme. Jeg når også lige at tale med Karen fra personaleklubben om nogle gaver til kolleger, inden vi kl. 9.39 bliver kaldt ud på næste tur.

Bevidstløs alkoholiker
Turen går til en adresse i Silkeborg by, hvor en mand i 50’erne er bevidstløs, klamt svedende, har kramper og er ukontaktbar . Manden er kendt som alkoholiker. Vi er fremme på under 4 minutter. Få sekunder efter os ankommer lægebilen. Vi måler blodtryk, iltmætning i blodet, giver ilt og anlægger venflon (gør klar til drop, red.). Lægen giver ham stesolid intravenøst (ved hjælp af drop, red.), inden vi bærer ham ned i ambulancen.

Lægen følger med i ambulancen. Undervejs giver vi ham ilt og tager et EKG, der viser, at hans hjerterytme fortsat er meget hurtig. Vi kører kørsel 1 (med fuld udrykning), mens lægen ringer til sygehuset for at forberede dem på patientens ankomst. Der er sandsynligvis tale om en hjerneblødning. På Silkeborg Sygehus kører vi ham direkte ind på en akutstue, hvor sygeplejersker og læger står klar.

Ubehagelig tur bliver talt igennem
Efter rengøring af ambulancen kører vi tilbage til stationen. Kl. 11.30 er der frokost. I dag er vi fem reddere, der spiser sammen. Under frokosten taler jeg med en kollega om en tur, vi havde sammen på min sidste vagt. Vi bragte en ung kvinde i kritisk tilstand til Skejby Sygehus. Vi hentede hende i hjemmet, hvor hendes to små børn på ca. 2 og 4 år var til stede. Nu fortæller min kollega mig, at hun ikke klarede den. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg selv er mor til to små børn og nogenlunde jævnaldrende med den afdøde kvinde. Men det er godt at få talt om turen.

I løbet af eftermiddagen kører vi fire liggende patienttransporter (ikke-akutte ture, red). To patienter skal køres hjem fra sygehuset, en skal indlægges og en overføres fra Silkeborg Sygehus til Århus Sygehus. Kl. 17.35 står der ”kom hjem” på skærmen (vagtcentralerne kommunikerer blandt andet med redderne ved at sende tekstbeskeder direkte ud i ambulancerne. ’Kom hjem’ betyder, at redderne skal køre til stationen, red). Inden aftensmaden fylder vi bilen op, så de ting vi har brugt, bliver erstattet. Jeg har ikke selv noget mad med, men kollegerne deler gavmildt ud, så jeg får både forårsruller, pasta og burger.

Jeg får klaret nogle praktiske ting, inden min vagt stopper kl. 19.05. Derefter er der ferieplanlægningsmøde, hvor vi forsøger at afstemme vore ferieplaner for vinterhalvåret. Mødet slutter ved 20.30-tiden. En times tid efter henter min mand mig.

Jeg er blevet bedt om at møde kl. 6.30 – en halv time tidligere end normalt – fordi vi har en tidlig patienttransport fra Bryrup til Silkeborg Sygehus. En ældre dame, der skal til en planlagt operation.

Da vi har sagt farvel til hende, kører vi tilbage til stationen, hvor stationsleder Bjarne Jørgensen har købt morgenbrød. Vi er seks, der sætter os til bordet, men to af kollegerne når ikke engang at skænke kaffen op, før de bliver kaldt ud til en akut tur.

Lægen kigger med via mobilnettet
Vi andre får lov at sidde lidt længere, men efter 20 minutter bliver vi kaldt ud til en adresse lige uden for Silkeborg. Meldingen lyder på mistanke om blodprop i hjertet. Vi kører med fuld udrykning og er fremme på fire minutter. På trappen sidder en 66-årig mand. Han er bleg og har ondt ud i venstre skulder. Han er ved fuld bevidsthed men fortæller os, at han tidligere har været ved at besvime, ligesom han har svedt kraftigt. Vi får ham op på båren og ind i bilen. Her giver min makker Michael ham blodfortyndende hjertemagnyl og ilt, mens jeg giver ham nitrospray, der aflaster hjertet. Samtidig påsætter jeg elektroder på hans overkrop, så vi kan tage et EKG, der viser hjertefunktionen. EKG’et sender vi via mobilnettet til en læge på hjerteafdelingen  på Skejby Sygehus. Tre minutter senere har lægen kigget på EKG’et, og han ringer os op. Jeg giver ham hurtigt oplysninger om patientens sygehistorie, inden jeg giver patienten head set på, så lægen kan tale direkte med ham. Lægen spørger ham ud om hans smerter og om forløbet.

Telemedicin er et fantastisk redskab
Ud fra samtalen og EKG’et vurderer lægen, at der næppe er tale om en stor blodprop i hjertet. Han beder os derfor om at køre med udrykning til hjerteafdelingen på Silkeborg Sygehus. Hvis hans vurdering havde været, at manden sandsynligvis havde en stor blodprop i hjertet, havde han sendt os direkte til hjerteafdelingen på Skejby Sygehus, hvor man - modsat Silkeborg - kan udføre ballonoperationer. Hele det set-up, der gør det muligt at sende data direkte fra ambulancerne til specialister på sygehusene kaldes telemedicin, og det er virkelig et fantastisk redskab. Det betyder, at patienterne langt hurtigere end tidligere kommer til netop det sygehus, som kan give dem lige præcis den behandling, som de har behov for. Og jo hurtigere patienten kommer i behandling, desto bedre er hans chancer for at overleve og undgå langvarige og alvorlige følgeskader.

Banjospiller med ildebefindende
Kl. 9.05 afleverer vi patienten og vagtcentralen meddeler os, at vi skal køre til stationen. Normalt afløser den ene tur den anden om formiddagen – men i dag er altså anderledes.

Vi er på stationen en halv times tid, inden vi kl. 10.15 bliver sendt med fuld udrykning til et lokalcenter i Silkeborg. Meldingen lyder på ’bevidstløs mand med hjerteproblemer’. Vi er fremme på 2 minutter. Det viser sig, at en banjospiller, som har underholdt på centret, pludselig har fået det dårligt. Han har dog ikke været bevidstløs, som meldingen lød på. Det er ikke usædvanligt, at de meldinger, vi får via alarmcentralen, ikke stemmer overens med virkeligheden. En læge ankommer også. Hun vurderer, at der har været tale om et ildebefindende. Vi kører manden på Silkeborg Sygehus.

Nyfødt overføres i kuvøse
Efter frokosten får vi en tur fra Silkeborg Sygehus til Randers. En nyfødt dreng, der skal overføres i kuvøse til neonathalafdelingen (afdelingen for for tidligt fødte, red) på Randers Sygehus til observation for infektion. Drengen ledsages af sin mor, en læge og en narkosesygeplejerske. Alle virker fattede, og der er næppe tale om noget livstruende. Køreturen tager ca. en time, og da vi har afleveret drengen, bliver vi bedt om at køre til Falcks Centralværksted i Randers, fordi vi skal køre en Falck-bil tilbage til Silkeborg. Så vi tager hjemturen i kortege.

Fra morgenstunden har jeg bedt om at afspadsere fra kl. 16.30. Det har ikke været nemt at få lov til at afspadsere denne sommer. Der har simpelthen været rygende travlt. Men da vi kommer tilbage til stationen, får jeg endelig bekræftet fra vagtcentralen, at jeg kan tage fri.

Min mand har hentet vores børn Sofie og Mathias efter et par dages ferie hos deres bedsteforældre. De samler mig op på hjemvejen. I morgen har Sofie 2 års fødselsdag, så vi skal bruge eftermiddagen til at købe ind og gøre klar til fødselsdagsfest.

Jeg har byttet mig til en døgnvagt på Falcks station i Hammel og møder ind kl. 7.30 med forventninger om en rolig vagt. Det kommer ikke helt til at holde stik.

Jeg har aldrig tidligere haft en vagt i Hammel, men jeg kender alligevel stationen. Jeg er vokset op i byen, og det var faktisk her på stationen, jeg for mange år siden – da jeg gik i 9. klasse – var i erhvervspraktik som Falckredder. Det er lidt sjovt at tænke tilbage på.

Der er kaffe på kanden, da jeg ankommer, men vi får med det samme en sygetur fra Silkeborg til Randers Sygehus. Da vi har afleveret patienten, får vi med det samme en ny sygetur fra Randers til Århus med en dialysepatient (patient med nyresvigt, red). Patienten er ret dårlig, da vi ankommer og klager over smerter og trykken for brystet, åndenød og smerter ud i venstre arm. Det kunne indikere, at hun har en blodprop i hjertet og for en sikkerheds skyld tager vi det telemedicinske udstyr i brug. Lægen vurderer dog, at der næppe er tale om en blodprop, og vi kører derfor fortsat til dialyseafsnittet på Skejby Sygehus.

Fodboldspiller ramt af hård tackling
Da vi har afleveret patienten, meddeler vagtcentralen os, at vi skal køre hjem til stationen. Vi når dog knap uden for Århus’ bygrænse, før vi får en akut tur til Risvang Stadion i Århus. Her er en 22-årig fodboldspiller blevet dårlig efter en hård tackling. Da vi ankommer, kan han hverken fortælle os, hvad der er sket, eller hvilken dag det er. Samtidig klager han over smerter i nakken. Vi immobiliserer ham (fikserer hans nakke, red.) og får ham ind i ambulancen, hvor han stille og roligt genvinder hukommelsen og fatningen. Vi vurderer, at hans tilstand ikke er kritisk og kører til Århus Sygehus Nord uden udrykning.

To sygeture og et selvmordsforsøg
På sygehuset møder jeg en tidligere kollega, som jeg kørte med dengang, jeg var på stationen i Århus. Vi lover hinanden, at vi snart skal mødes. Derefter kører vi tilbage til stationen i Hammel, hvor vi spiser frokost. I løbet af eftermiddagen kører vi to sygeture og en akut tur til et selvmordsforsøg. Den sidste tur kan jeg ikke fortælle så meget om, da det ikke vil være rimeligt over for patienten og de pårørende.

Kl. 18.23 kører vi tilbage til stationen og spiser aftensmad. Vi ser 24 Timer med Jack Bauer, inden jeg siger god nat og går i seng kl. 23.30. Der er ingen ture i løbet af natten, så jeg får lov til at sove igennem. Så efter en ganske travl start endte det alligevel med en rolig vagt.