På hjul

Denne artikel var med i nummer 8/2008

Har du ordentligt lys i lygten?

Bilens lys er livsvigtigt

Det koster 500 kr. i bøde, hvis du bliver stoppet af politiet med defekte eller forkert indstillede lygter.

Mange bilister kører rundt med lygter, der ikke virker optimalt eller er fejljusterede. Nye lygtetyper kan enten være ulovlige eller svære at montere.

Af Jakob Schultz

Hver fjerde bilist kører rundt med forlygter, der ikke virker. Det viser nye undersøgelser. De fleste fejl skyldes, at lygterne er forkert indstillede, eller at pæren ikke virker.

Lys på bilen er væsentligt for sikkerheden, og det er også lovpligtigt, at bilens lys fungerer korrekt. Du kan altså både være til fare for dig selv og andre, hvis lygterne ikke virker, men du kan også få en bøde på 500 kroner, hvis du kører rundt med fejljusterede lygter eller en pære, der er sprunget.

Skift selv

Det er muligt at skifte pærer på bilen selv, men det er langt sværere at sikre sig, at den nye pære sidder korrekt og er justeret rigtigt. Det kræver specialværktøj at tjekke, om lygterne lyser i den rigtige retning.

Kontroller lygterne

For at bilens lygter virker korrekte, skal nærlyset kunne oplyse vejen mindst 30 meter frem uden at blænde øvrige bilister. Det kan man nemt selv kontrollere ved at stille sig tæt ved en af lygterne.

- Hold en finger på dit ben ud for midten af lygten.

- Gå 10 meter frem foran bilen. Lyset skal nu være faldet ti centimeter under fingeren.

- Gå 30 meter frem og afmærk stedet.

- Gå tilbage til bilen og se, om bilens lys når ud til det afmærkede sted og oplyser området korrekt.

En forkert justeret pære kan sende lyskeglen i en forkert retning og dermed blænde andre bilister. Desuden vil den ikke give den optimale belysning, når du kører på landevejene en mørk aften. Det kan derfor være en fordel at få din mekaniker til at undersøge, om du har monteret pæren korrekt, og at justeringen er i orden.

Man kan dog i langt de fleste biler selv skifte pæren. En klem-anordning med en clips skal løsnes for at tage den gamle pære ud af falsen og klemmen skal herefter sættes fast om den nye pære og korrekt ind i falsen igen. Ret nemt, hvis man altså kan komme til. I langt de fleste ældre biler er det meget nemt at komme til forlygterne i motorrummet og skifte en pære.

I nyere biler er det et større lotteri. Nogle modeller kræver nemlig, at man afmonterer flere dele for overhovedet at komme ind til lygtehuset for at skifte pæren. Har man en ny bil og skal afmontere en inderskærm eller større dele for at komme til, kræver det mere end de fleste kan klare, og så er værkstedet det eneste rigtige valg.

Mange typer

Godt lys giver kortere bremselængde

Det er ikke ligegyldigt hvilke pærer, der sidder i bilens forlygter. Det bekræftes af et forsøg, Philips har udført på en lukket bane i Frankrig med deltagelse af 30 europæiske motorjournalister; herunder flere fra Danmark:

Testen viser, at standselængden gennemsnitlig reduceres med 18,1 meter, hvis bilen kører med 90 kilometer i timen og har ABS-bremser.

De gode resultater blev opnået med en ny type pære som Philips har udviklet. Mange lygteproducenter udvikler nye typer af såkaldte superpærer, og der findes flere produkter, som giver et anderledes lys og som hævder at oplyse vejen på en mere optimal måde. Philips pære hedder NightGuide, og det er den, som er brugt i testen, mens der som kontrol blev anvendt en standardpære.

Under testen, dukker der pludselig en mørkklædt skikkelse op som kørerne skal reagere på. Når bilerne holdt stille, var der med standardpæren gennemsnitlig 23,1 meter hen til personen og med NightGuide 41,5 meter.

Forskellen på en almindelig pære og en specialpære som NightGuide er, at den deler vejbanen op i tre zoner. I sikkerhedszonen i midten giver pæren en koncentreret, central lyskegle med et kraftigt hvidt lys, der hjælper føreren til at se længere frem. Et blåligt-hvidt lys i informationszonen til højre i lyskeglen forbedrer belysningen af vejskilte, vejafmærkninger, dyr og fodgængere, mens et gulligt-hvidt lys i komfortzonen til venstre opleves behageligere for modkørende.

De mest almindelige pærer, som bruges i de fleste typer personbiler, er H4 eller H7 pærer på 55-60 watt. Man skal kigge efter, om de er E-mærkede, for det et lovkrav, at de har dette mærke. Hvis man vil være helt sikker, skal man vælge pærer, der er OE-mærkede. Det er et kvalitetsstempel på, at pæren lever op til en række standarder, som fabrikkerne skal overholde for at få lov til at bruge OE-ordningen.

Der findes også xenon-pærer. Det er en speciel type pærer, som ofte kan fås som ekstraudstyr og fabriksmonteret. Men de kan også eftermonteres. Pærerne bruger en blanding af højspænding og gas til at give et skarpere og mere effektivt lys.

Det kan give problemer at eftermontere xenon-pærer, fordi de bruger højspænding og derfor kan skabe problemer for resten af bilens elnet. Mange af de sæt man kan eftermontere er også ulovlige, fordi loven kræver, at xenon-lygter skal kunne reguleres automatisk. Den funktion har mange af eftermonteringspakkerne ikke.

Rally-lygter, der findes med lysstyrker på 90, 100 eller 130 watt er ulovlige og kan også overbelaste ledninger i bilens motorrum.

Hvidt lys er bedre

Det er ikke kun bilens lys, der er afgørende for trafiksikkerheden. Hvis gullig gadebelysning i beboelsesområder erstattes af hvidt lys, vil man kunne undgå mange ulykker. Det viser en ny, uafhængig undersøgelse, som the Lighting Research Center i New York har udført.

Forsøget viser, at bilister var hurtigere til at registrere og opfatte et objekts bevægelsesretning i hvidt lys end i gult lys. Resultaterne kan omsættes til cirka én meter kortere standselængde, når man kører med en hastighed af 30 km i timen.

Formålet var at finde ud af, hvordan dette ville påvirke en bilists visuelle opfattelse og reaktion under forskellige belysningsforhold om natten. Det periferiske syns reaktionsevne havde speciel interesse. Det periferiske syn er en indikation af bilistens evne til at se potentielle, farlige situationer, når de dukker op fra siden som for eksempel et barn, der løber ud på gaden.

Hvis du har spørgsmål til dine abonnementer – eller vil vide mere om vores ydelser, ringer vi dig meget gerne op.

Ring mig op Send mig en mail

Falck Salg & Service: tlf. 70 10 20 31

Relaterede artikler